AEM Records & Booking byder velkommen til Discofinger

Andreas “Discofinger” Lynggaard – “Boomerang”.

Discofinger er indtil videre bedst kendt som den professionelle super-mellemvægts bokser Andreas Lynggaard. Han har bokset 4 kampe for Stald Palle og debuterede for Team Sauerland. Han er ubesejret i alle 5 og vandt endda den ene på knockout.

Han er vokset op på Falster og hans temperament fik ham tit i slåskamp i skolegården. Han havde krudt i røven, så selvom han blandt andet gik til skak i klub og var i finalen til junior DM, var det ikke skolebøgerne han valgte. Han gik i lære som mekaniker og blev udlært.

Men mekaniker var heller ikke det han ville med sit liv. Han fik afløb for sit temperament i Nykøbings bokselokaler, og har stadig licens til at bokse professionelt! Han er i dag 24 år gammel.

I starten af 2017 startede han pladeselskabet Happy Ending sammen med den danske raplegende Jokeren og er klar med sin første single “Boomerang” under kunstnernavnet “Discofinger” i samarbejde med AEM Records og Sony Records.