Klubien nyt dobbeltalbum ‘Family Volume 1 & 2’ i dag

Klubien er i dag ude med sit dobbeltalbum ‘Family Volume 1 & 2’

Hør det HER

Jørgen Klubien hylder sin musikalske familie på nyt dobbeltalbumEt overflødighedshorn af et værk, der består af i alt tyve numre – ti på dansk og ti på engelsk.

”Family Vol. 1 & 2” udkommer digitalt og på vinyl den 1. november på AEM Records /BASIC Records.

Det indholdsrige album er både et tilbageblik på et liv i musikken og en hyldest til Klubiens store musikalske helte og alle dem, der har formet hans musikalske liv og virke.

Sammen med producer og multiinstrumentalist, Eric Sampson, gik Klubien i gang med at hive ned fra alle hylder. Resultatet er et album, der består af splinternye sange, gamle og uudgivne Danseorkesternumre, nyindspilninger af Klubiens største hits samt de klassiske soul- og popsange, der gennem tiden har haft størst betydning for ham.

”Family Vol. 1 & 2” er en musikalsk selvbiografi. En slags kærlighedserklæring til den musikfamilie, Klubien har været en del af gennem mange år. Glæde, kærlighed, og sød nostalgi er til stede, når Klubiens på én gang legesyge og fyldige soul-vokal, flyder let på albummets tyve numre.

– Det har da været lidt skræmmende at skulle synge mine heltes sange. Men livet er for kort til at være en bangebuks, så jeg er glad for at jeg kastede mig ud i dette kæmpestore projekt, lyder det fra Jørgen Klubien.

Kip med cowboyhatten
Den engelsksprogede side af albummet, ”Vol. 1”, er et takkende buk og et kip med cowboyhatten til Klubiens største musikalske helte og inspirationer. ”Vol. 1” er både en hyldest og samtidig en dokumentation af, hvor Klubien står som sanger lige nu i sit liv.

– Stevie Wonder er den sanger og musiker, som jeg altid har allerstørst kærlighed til og beundring for, men med på albummet er også covers af Donny Hathaway, som jeg studerede intenst i min ungdom. Og så var der selvfølgelig The Beatles, som startede det hele for mig og formede min smag, både musikalsk og i min personlige stil, siger Klubien.

Den dansksprogede ”Vol. 2” er et stjerneeksempel på ægteskabet mellem pop og soul, som er så karakteristisk for Klubiens musikalske virke. Med sangen ”Jeg Åben” af Barbara Moleko ser han tilbage på sin medvirken i “Toppen af Poppen” i 2014, hvor han viste danskerne, at han er still going strong og at stemmen stadig er stor.

Med genindspilninger af også “Regndans” og “Kom Tilbage Nu” tager Klubien på tidsrejse til Danseorkestrets tidlige karriere, og albummet byder også på ny-udgivelser som “Blomsterpige” og “Stop Dig Selv” fra 2017, samt en hidtil uudgivet Danseorkester-sang “ Jeg Må Ha’ Dig”, som har været ude som en del af den første dobbeltsingle-forløber.

Derudover har Klubien genindspillet “Marie” og “Tragisk Komedie” og gjort de to numre til et mash-up for at samle dem i en montage. Også et helt nyt dansksproget nummer, ”Vi Forbi”, har Klubien fået plads til på rillerne.

– ”Vi Forbi” er et spørgsmål til Danseorkesteret, til publikum, til mig selv – ja, til hele branchen faktisk, lyder det fra Klubien.

”Vi Forbi” er samtidig et nostalgisk tilbageblik på flere af de steder og personer, som havde betydning for Danseorkestret, da de var på deres højeste i 80’erne. Daddy’s Dancehall, The Voice, DJ Dif, Philip, Dan og Radiobaronen samt Aske Jacoby og hans Fenderguitar, er blot noget af det, der nævnes i sangen.

Dobbeltalbummet ”Family” er en sand selvbiografi i både tone og melodi. Klubiens musikalske karriere sat på vers i en hyldest til et liv med musikken – og i musikken. Og til alle dem, der har været med forme det. Coveret er illustreret af Klubien selv og prydet med personlige tegninger af netop de mennesker han betegner som sin musikalske familie.

Klubiens stemme anno 2019 oser om muligt af endnu mere sjælfuldhed. Man kan sige, at Kong Klubien, Danmarks ukronede soulkonge, med udgivelsen ”Family Vol. 1 & 2” endnu engang understreger sin plads på tronen.

 

TRACKLISTE:

Family Vol. 1:

  1. Take Up a Course in Happiness
  2. I’m Looking Through You
  3. For All We Know
  4. The Man in Me
  5. Peaceful Easy Feeling
  6. It Hurts (Feat. Grace Tither)
  7. Think of Me as Your Soldier
  8. Memory of Our Love
  9. I’ll Follow the Sun
  10. Our Town

 

Family Vol. 2:

  1. Stop Dig Selv
  2. Jeg Må Ha’ Dig
  3. Blomsterpige
  4. Vi Forbi
  5. Tragisk Komedie/Marie
  6. Hvorfor Ikke Mig
  7. Jeg Åben
  8. Regndans
  9. Kom Tilbage Nu
  10. Mit Sande Jeg