BOOK MALENE MORTENSEN PÅ AEM BOOKING
Tel.: 70 201 202, Mail: annetta@annetta.dk

AEM Booking er officiel booking på Malene Mortensen.

Albums
Malenes første soloalbum, “Paradise”(Universal Music, 2003) blev indspillet og produceret med nogle af landets bedste jazzmusikere; Niels Lan Doky (producer og piano), Niels-Henning Ørsted Pedersen (bas), Alex Riel (trommer).

Malenes andet soloalbum, “Date With A Dream”(Stunt Records, 2005), er lige som “Paradise” også et jazzalbum. Med Kasper Villaume (piano) og Morten Lund (trommer) er niveauet igen oppe på dansk jazzeliteplan. Her er en lavere gennemsnitsalder end på “Paradise”, og igen med en internationalt anerkendt bassist, den israelsk/amerikanske Avishai Cohen, som især er kendt fra Chick Corea’s “New Trio”.

CD-Indspilningerne fandt sted januar-februar 2005. Der var rigeligt med materiale at tage af. Dels havde Malene sange fra sit frugtbare samarbejde med Anna Lia Bright og Michael Sunding i 2002-04, dels var der hele standard-sangskatten og sidst, men ikke mindst, de nye sange, som Malene havde skrevet sammen med sin nye co-writer og ven fra Rytmekons, pianisten Magnus Hjorth. Det endelige resultat endte med at blive ca. 50-50 af standards og originalkompositioner, inklusive en ballade af Avishai Cohen med tekst af Malene og en veninde fra Rytmekons, Marianne Søgaard Andersen.

Med dette album, som udkom april 2005, distribueret til 20 lande og nærmende sig 30 000 solgte albums, er Malene i færd med at nå sit internationale gennembrud.
Malene har til sit tredje soloalbum, ”MALENE” (Stunt Reccords, 2006), skrevet en række personlige sange bl.a sammen med Magnus Hjorth. Produceret af Chris Minh Doky med stort internationalt tilsnit. Indspillet i Danmark og efterbehandlet i New York. Medvirkende bl.a. Chris Potter, Mike Stern, Adam Rogers og den japanske superstjerne, trompetisten Toku. MALENE indeholder John Mayers uimodståelige ”City Love” og ”Laughing at life” gjort kendt af Billie Holyday. Og så er der Emil Aarestrups vidunderlige digt, ”Angst”, sat i musik af Malene.

Malenes fjerde soloplade er den anmelderroste juleplade, ”To All Of You” (Stunt Records, 2007), bl.a. indeholdende en original sang skrevet af hendes søster Christine Skou.

Siden udgivelsen af ”MALENE”, har Malene Mortensen turneret rundt i verden (bl.a med stor succes i Frankrig) med sit eget orkester bestående af Carl Mörner Ringström, Magnus Hjorth, Petter Eldh og Snorre Kirk.

Det nye i Malenes lydbillede er guitaristen Calle Mörner, som kom ind i bandet i 2006. Det har haft stor betydning for Malene at have et musikalsk udtryk/samarbejde med musikere på hendes egen alder, som hun deler hverdag med på det rytmiske konservatorium. Deres mange koncerter rundt om i verden har båret stor frugt, og bandet indspiller da også Malenes femte solo plade ”Agony and Ecstasy” (Stunt Records, 2009), med materiale, som er skrevet af Malene Mortensen selv og indspillet med Magnus Hjorth(piano), Snorre Kirk(bas), Peter Eldh(trommer) og guitarist Calle Mörner. I efteråret 2010 blev enkelte bandmedlemmer skiftet ud så nu ser bandet således ud: Carl Mörner Ringström (guitar), Daniel Johansson (trommer), Paul Hinz (bas) og Oscar Johansson (klaver, keys).

Malene og bandet indspillede i foråret 2011 Malenes 6. solo album. Det blev til albummet “You Go To My Head”, som udkom på Calibrated i maj 2012. På dette album er der ingen producer udefra, men en fortsættelse i studiet af det inspirerende samarbejde med bandet fra de mange live jobs. Albummet indeholder en skøn blanding af af jazz standarder, som står hendes hjerte nær. Bl.a. “Misty” af Erroll Garner og “My Shining Hour” af Harold Arlen. Derudover er der syv originalkompositioner, skrevet af Malene selv, og i samarbejde med Carl Mörner Ringström, som er guitarist i bandet og sammen med Malene har produceret albummet.

Koncerter
Malene har de sidste 6-7 år sunget ca. 300 koncerter, bla. i Frankrig, Thailand, Tyskland, Tyrkiet, New York, Austin (Texas), Østrig, Polen, England, Rusland, Sverige, Danmark, Norge og for nylig også i Italien.

Det er ikke så få koncerter og forskellige lande for en solovokalist inden for jazz-genren. Men Malene holder netop af at forene jazzen med elementer fra pop, rock, soul og R’n’B. Hun har en evne til at nå ud til et bredt publikum, samtidig med at hun mere og mere anerkendes som en af de nye danske jazz divaer.

Med det potentiale er det naturligt, at Malene har mange og varierede jobs. Hun har turneret både i ind- og udland med sine egne orkestre, Malene Mortensen Group og Malene Mortensen – Carl Mörner Ringström Duo, samt med forskellige trioer og Mortensen/Mörner/ Hinz.

Malene Mortensen har optrådt som gæstesolist i mange forskellige musikalske sammenhænge, bl.a. en del med Danmarks Radios Bigband, Tivoli’s Bigband og Klüvers Bigband. I januar 2004 bidrog Malene sammen med Kasper Villaume Trio til den danske jazz-galla-succes på musikmessen Midem i Cannes.

I september 2011 blev Malene udpeget som Testimonial for Giro D’Italia cykelløbet som skulle starte i Herning i 2012. Med sangen “Beautiful Italy” som hun har skrevet i samarbejdet med drengene fra Puls og Carl Mörner Ringström var hun frontfigur for alle de store events omkring Giro D ́Italia. I januar 2013 har Malene været solist ved det Slesvigske musikkorps’ årlige nytårskoncerter sammen med Søren Pilmark.

Tjek Malene ud her:
www.malenemortensen.com
www.soundcloud.com/malenemortensen